Stenlille jagtforening

Din lokale jagtforening

content12.png

Fra jord til bord – med et enkelt skud

Turitogbuk

Af Turit Skovborg, journalist og nyuddannet jæger.

Hvis nogen for et år siden havde sagt til mig, at der i min fryser nu ville ligge dyrekølle og dyreryg fra en råbuk, jeg selv havde skudt, ville jeg nok have rystet på hovedet af dem og grinet.
For på dette tidspunkt sidste år var min viden om jagt på et minimum. Jeg havde ikke meget begreb om, hvad forskellen er på en rå og en då, og min viden om våben begrænsede sig til, at et gevær har en aftrækker, og når du trykker på den, så giver det et ordentligt brag.
Sidste efterår gik jeg i gang med at tage jagttegn. Kæresten er jæger, og hans fortællinger om turene i naturen var sammen med resultatet hjemme på køkkenbordet – den ene lækre steg efter den anden – nogle af grundene til, at jeg gik i gang. Nå ja, og så den lille detalje, at han hårdnakket påstod, at sådan et jagttegn kunne jeg ikke finde ud af at tage.
Men det kunne jeg. Tidligere i år bestod jeg jagtprøven, og bagefter gik jeg til prøve i riffelskydning. Jeg bestod i andet forsøg, for første gang var det kikset fuldstændigt for mig, og derfor var jeg så rystende nervøs, at patronerne næsten ikke kunne finde vej ned i riflens kammer. Men seks patroner fandt også den lige vej hen til den papbuk, der stod 100 meter længere henne.
Glad, lettet og meget afslappet kunne jeg vende hjem fra riffelprøven, og lænet godt tilbage i bilsædet nød jeg tanken om, at jeg nu for alvor var klar til at komme i lære som jæger … lige indtil kæresten begyndte at sige noget.
- Så skal vi på jagt i aften!
- Neeeeeej! Jeg skal da ikke på jagt allerede i aften. Det orker jeg næsten ikke, forsøgte jeg mig, for riffelprøven havde tappet mig for al energi og med hans beretninger in mente, fornemmede jeg, at der ville pumpe mere adrenalin rundt i min krop, når jeg skulle nedlægge min første buk.
Men der var ingen vej udenom, så klokken halv ni samme aften fandt jeg mig selv på vej op i et skydetårn udstyret med riffel, det lyse hår maskeret med en kasket og iført min næsten nye grønne jagtjakke. Der gik ikke lang tid, før vi kunne nyde synet af det første dyr. Et dådyr, som ikke måtte skydes – men gerne nydes, og det gjorde jeg så gennem kikkertsigtet, indtil jeg fik et prik på skulderen og en anvisning om at kigge mod venstre. Og der stod han. Min aftensmad.

Råbuk

På sine fire ben, med vagtsomme, lyttende ører, og store runde øjne, der opfangede enhver lille bevægelse omkring ham – og måske også holdt et vågent øje med hende råen, der gik i nærheden. Jeg fik riflen i den rigtige position og tog sigte, alt imens han stille og fredeligt gik og nippede foder i kanten af kornmarken og indimellem bevægede sig lidt videre. Og sommetider forsvandt med det meste af kroppen i kornet. Sådan gik det for sig i en halv times tid, indtil han lige pludselig stod perfekt, så jeg følte mig helt sikker på, at jeg kunne aflevere et dræbende skud. Skuddet faldt, og det gjorde bukken også. Død på stedet. En solrig, søndag aften gik en ung buk fra at være et stykke levende vildt til at være et stykke kød, der kunne komme på min kuglegrill.
Det var en god følelse, da jeg så bukken hænge på en krog, og det var en endnu bedre følelse, da jeg nogle dage senere lagde det fine kød i min fryser.
Et par uger senere havde jeg inviteret familien på aftensmad, og hovedretten lød selvfølgelig på dyrekølle. Jeg glædede mig dagen igennem over at være i gang med at tilberede det dyr, jeg selv havde nedlagt. Tanken om, at jeg her stod med noget kød fra et dyr, som havde gået rundt i pagt med naturen, indtil mit skud dræbte det, var ikke noget, der sendte bølger af dårlig samvittighed igennem mit hoved. Tværtimod.
Flere har spurgt mig, hvordan jeg kunne nænne at skyde sådan et dyr, og mit svar har hver gang været, om de da ikke selv spiser kød fra grise og køer, købt indpakket i plasticbakker. Hvad er forskellen?
Det her dyr havde bare hverken skuldersår eller havde følt sig stresset om bord i en lastbil, inden det skulle dø. Det døde midt i en mundfuld mad.
Den aften kunne jeg og familien så sætte os til bords og sætte kniv, gaffel og tænder i en grillet dyrekølle, og det smagte fantastisk.
Det gør dyrekølle jo egentlig altid, men den her var selvfølgelig noget helt specielt.

Turit Skovborg er 32 år, uddannet journalist og tilknyttet Jægerforbundets kommunikationsafdeling som freelanceskribent.
Antallet af jægere i Danmark er stigende. Ved udgangen af 2010 havde omkring 171.000 danskere et gyldigt jagttegn - i 2008 var tallet 164.000.

I vores jagtforeningen

 

OBS OBS OBS
Jagttegnsunderviser

Vi søger en
ny underviser
til foreningens
jagttegnselever
Læs mere

--------------------------------------------
Meld dig ind i vores jagtforening her

-----------------------------------------------

Hent og se vores program for 2019

----------------------------------------------

 

Kommende aktiviteter

Bustur til Dyrehaven
Ons Sep 18, 2019 @16:00 -
Generalforsamling
Tor Sep 26, 2019 @18:00 -
Jagthornsblæsning
Tor Okt 03, 2019 @18:30 - 12:00AM
Jagthornsblæsning
Tor Okt 10, 2019 @18:30 - 12:00AM
Jagthornsblæsning
Tor Okt 17, 2019 @18:30 - 12:00AM